Info

Orientering til ansøgere om handicap- og ældrebolig
i Gladsaxe Kommune

Gladsaxe Kommune visiterer til handicap- og ældreboliger i Gladsaxe Kommune. Ansøgning om handicap- og ældrebolig i andre kommuner sendes også til Gladsaxe Kommune.

Betingelser for at få tildelt en handicap- og ældrebolig:
For at få tildelt en handicap- og ældrebolig skal du have et væsentligt funktionstab som følge af handicap, der gør din bolig uegnet eller et fysisk funktionstab, der sammen med mentale følger af færdighedstabet gør dig afhængig af personlig hjælp, som edfører, at du ikke er i stand til at bo i den almindelige boligmasse. Du kan også søge en handicap- og ældrebolig, hvis du har besvær med at færdes i og omkring din bolig, samtidig med problemer af både fysisk og psykisk karakter, som følge af forskellige aldersbetingede sygdomme.

Mens du står på venteliste til handicap- og ældrebolig, vil din situation blive vurderet for at sikre, at du stadig opfylder kriterierne for at være godkendt. Forbedres din tilstand, så du ikke længere opfylder kriterierne, vil det betyde at du bliver slettet af ventelisten. Grunden til denne vurdering er, at det kun er de borgere, der har et aktuelt behov for en handicap- og ældrebolig, der kan stå på ventelisten.

Hvis du har sagt nej tak til en handicap- og ældrebolig to gange, bliver du slettet af ventelisten.
Kommunen vil i videst muligt omfang tage hensyn til dine boligønsker, men kan ikke
garantere, at de to tilbud bliver lige der, hvor du helst vil bo. Hvis du er slettet af ventelisten, kræves en ny visitation og ny ventetid, inden der kan gives et tilbud igen.

Ventetid:
Byrådet har besluttet, at der højest må gå 2 år fra ansøger er visiteret til en handicap- og ældrebolig, til 1. tilbud gives om bolig, medmindre der er krav til adresse, størrelse, placering eller lignende.

Behandling af din ansøgning:
Vedlagte ansøgningsskema skal udfyldes. Når Gladsaxe Kommune har modtaget din ansøgning vil du blive kontaktet af en visitator fra Sundheds- og Rehabiliteringsafdelingen. Efter et besøg i dit hjem vil visitator udarbejde en indstilling til Gladsaxe Kommunes visitationsudvalg.
Visitationsudvalgets afgørelse, herunder eventuelt forslag til andre løsninger, vil blive meddelt dig skriftligt.

Beskrivelse af handicap- og ældrebolig:
Lejlighed er uden dørtrin, beliggende i stueplan eller med elevator.
Køkken og badeværelse er indrettet til gangbesværende.
I alle boliger kan der efter bevilling installeres nødkald.
De fleste boliger har 2 værelser.
Der er enkelte 3-værelses boliger, som er forbeholdt ægtepar eller familier.
Nogle af boligerne ligger tæt ved seniorcenter.

Info om persondata

Behandling af dine oplysninger
Gladsaxe Kommune registrerer oplysningerne, som du indtaster i løsningen, med det formål at behandle din ansøgning. Det er frivilligt at afgive oplysningerne, men hvis du ikke indsender de nødvendige oplysninger, kan en konsekvens være, at Gladsaxe Kommune ikke har mulighed for at behandle din henvendelse.

Ved brug af blanketten opbevares dine oplysninger midlertidigt hos Dafolo A/S, der er databehandler for kommunen.

Du kan læse mere om kommunens behandling af dine oplysninger på gladsaxe.dk/behandling-af-dine-oplysninger